Mark 12

1Og han begyndte at tale med dem ved Lignelser: et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjerde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands. 2Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at han af Viingaardsmændene skulle modtage Viintræets Frugt. 3Men de grebe ham og sloge ham og lode ham tomhændet fra sig. 4Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved og lode ham forhaanet fra sig. 5Og han sendte atter en Anden, og denne sloge de ihjel; og mange Andre, Nogle sloge de, men Nogle dræbte de. 6Men eftersom han endnu havde een Søn, sin Elskelige, sendte han tilsidst ogsaa denne til dem, og sagde; de skulle dog undsee sig for min Søn. 7Men hine Viingaardsmænd sagde til hverandre: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, saa bliver Arven vores. 8Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham udenfor Viingaareden. 9Hvad skal de Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelægge Viingaardsmændene, og leie Viingaarden til Andre. 10Da sagde Jesus: have I ikke læst, hvad skrevet er: den Steen som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen? 11Det er skeet af Herren og er underligt for vore Øine 12Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort. 13Og de sendte Nogle til ham af Pharisæerne og af de Herodianer, at de skulde fange ham i Ord. 14Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give eller ikke give? 15Men da han vidste deres Øienskalkhed, sagde han til dem; hvi friste I mig? Tager mig hid en Penge, at jeg kan see den. 16Men de bragte den frem. Og han sagde til dem: hvis er dette Billede og Overskrift? Men de sagde til ham: Keiserens. 17Og Jesus svarede og sagde til dem: giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er. Og de forundrede sig over ham. 18Og Sadducæer kom til ham hvilke sige, at der ikke er Opstandelse; og de adspurgte ham og sagde: 19Mester! Moses foreskrev os, at naar Nogens Broder døer og efterlader en Hustru, men efterlader ikke Børn, da skal hans Broder tage hans Hustru og opreise sin Broder Sæd. 20Nu har der været syv Brødre, og den første tog en Hustru og døde og efterlod ikke Sæd. 21Og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke Sæd, og den tredie ligesaa. 22Og de toge hende alle syv og efterlade ikke Sæd. Sidst af dem alle døde og Kvinden. 23I Opstandelsen nu, naar de opstaae, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru. 24Da svarede Jesus og sagde til dem: fare I ikke derfor vild, at I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft? 25Thi naar de ere opstandne fra de Døde, da hverken gifte de sig, ei heller giftes, men de ere som Engle i Himlene. 26Men om de Døde, at de opstaae, have I ikke læst i Mosebog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: jeg er Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud. 27Gud er ikke de Dødes, men de Levendes Gud; derfor fare I meget vild. 28Og een af de Skriftkloge, som havde hørt dem, da de bespurgte sig med hverandre, gik til ham, og eftersom han skjønnede, at han havde svaret dem vel, spurgte han ham ad: hvilket er det fornemste Bud af alle? 29Men Jesus svarede ham: det første Bud af alle er dette: hør, Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; 30og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af dit ganske Sind og af din ganske Styrke, dette er det første Bud. 31Og det andet, ligt dette, er: du skal elske din Næste ligesom dig selv. Der er intet andet Bud større end disse. 32Og den Skriftkloge sagde til ham: Mester! du har talet vel og efter Sandhed; thi der er een Gud, og der er ingen anden foruden ham. 33Og at elske ham ef ganske Hjerte og af ganske Forstand og af ganske Sjæl og af ganske Styrke, og at elske sin Næste ligsom sig selv, er mere end alle Brændoffere og Slagtoffere. 34Og der Jesus saae, at han svarede forstandeligen, sagde han til ham: du er ikke langt fra Guds Rige. Og der turde Ingen spørge ham ydermere. 35Og der Jesus lærte i Templet, tog han til Orde og sagde: hvorledes sige de Skriftkloge, at Christus er Davids Søn! 36Thi David siger selv, dreven af den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. 37Altsaa kalder da David ham selv en Herre; hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte han gjerne. 38Og han sagde dem i sin Underviisning: tager Eder vare for de Skriftkloge, som gjerne gaae i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene, 39og ville have de fornemste Stolestader i Synagogerne, og sidde øverst til Bords i Nadverne; 40de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faae des haardere Dom. 41Og Jesus satte sig lige overfor Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi. 42Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve udi, som er en Hvid. 43Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder at denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lade i Kisten. 44Thi de lagde alle af deres Overlod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom.